Afløsning i hjemmet

Afløsning ydes i borgerens eget hjem. Afløsning er tilbud til pårørende, som passer en borger med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

Du kan få hjælp i form af afløsning, hvis:

  • Du passer en pårørende med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, som medfører, at personen ikke kan være alene.
  • Du bor sammen med den pårørende, som du passer.
  • Den pårørende, som du passer, ikke kan modtage andre pasningstilbud fx dagcenterophold.

Hvis hjælp i eget hjem ikke er tilstrækkeligt, vil du kunne få hjælp i form af aflastning i plejehjemsbolig.

Afløsning tager udgangspunkt i en faglig vurdering af din pårørendes funktionsevne og individuelle behov for pleje og tilsyn, samt dit engagement i pasningen af din pårørende.

Afløsning kan bestå af:

  • Afløsning i hjemmet op til tre timer hver anden uge (inklusiv eventuelt aflastende rengøring og/eller hjemmehjælp ifølge Serviceloven § 83).
  • Aflastende rengøring hver anden uge.

Afløsning ydes på hverdage i dagtiden, fortrinsvis mellem kl. 10.00 og 15.00.

Du kontakter Forebyggelse og Visitation. Ved behov for afløsning vil en visitator kontakte dig og aftale tid for et visitationsbesøg hjemme hos dig.

Du vil som hovedregel få mundtligt svar på din ansøgning om afløsning ved visitationsbesøget. Du vil modtage en skriftlig afgørelse enten i form af en bevilling eller et afslag.

Afløsning kan ydes i løbet af 10 hverdage efter, at visitationen er gennemført.

Du kan klage over afgørelsen ved at kontakte Forebyggelse og Visitation senest fire uger efter modtagelsen af afgørelsen. Forebyggelse og Visitation vil efter en revurdering sende klagen til behandling i Ankestyrelsen, hvis du ikke får medhold.

Forebyggelse og Visitation

Birkedalsvej 35A
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 39 39

Telefontider

Mandag: 10.00-12.00
Tirsdag: 10.00-12.00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 10.00-12.00 og 13.00-15.00
Fredag: 10.00-12.00