Boderne grundejerforening og vejlaug: Biodiversitetstiltag på fællesarealet
Formålet er at omlægge et græsareal til et insekt- og fuglevenligt areal med mange blomster, buske og træer. Herudover anlægges kvashegn, vandopsamling og store sten. Det, til formålet, indkøbte værktøj, vil indgå som en del af en deleordning for alle medlemmer af grundejerforeningen og vejlauget.
Den Internationale Højskole: Skovhave og Repair-hub
Formålet er at åbne op for at borgere i Helsingør kan få glæde af den naturperle, som højskolens område er, samt at styrke den lokale biodiversitet med mere og ny beplantning og dermed bidrage til et bedre klima. Derudover etableres et genanvendelses- og reparationsværksted på højskolen, som vil være åbent for alle borgere i Helsingør.
Egegården: Vildt på Egegården
Egegården etablerede i efteråret 2023 to æblelunde, og nu er næste skridt at udskifte græsarealerne under og omkring æbletræerne med "Vild engblanding", som er 28 danske blomsterarter, der tiltrækker insekter, bier og sommerfugle. Egegården huser mange forskellige lokale foreninger, og fællesskabet og engagementet omkring æblelunden er derfor stort.
Forældreforeningen Sommerlyst: Sommerlyst Cykelfællesskab
Formålet er at erhverve en elektrisk ladcykel i delt ejerskab mellem alle forældre i Forældreforeningen Sommerlyst og dermed en ejerkreds på 118 forældre og 70 børn.
Ved at integrere denne bæredygtige transportform i børnenes dagligdag er formålet at opnå miljømæssige fordele, samtidig med at vi fremmer klimaforståelse hos børnene. En deleordning af en ladcykel i et stort fællesskab fremmer en bæredygtig måde at optimere brugen af cyklen - til gavn for flest muligt. Det vil være muligt for Børnehuset Sommerlyst at låne cyklen til udflugter i dagtimerne.
Grundejerforeningen Toftemosegård: Flere træer langs veje og i haver
Projektet skal være med til at øge biodiversiteten i området og blandt foreningens medlemmer, øge bevidstheden af hvilke beplantninger, der gavner miljøet.
Grundejerforeningen har problemer med højt grundvand og derved vand i haverne, da mange oprindelige træer er blevet fældet. Derfor vil 20 skovfyr, som er hjemmehørende træer for lokalområdet, blive plantet ud på fællesarealer i grundejerforeningen. Derudover vil der blive informeret om, hvordan man med fordel kan plante flere træer i de private haver.
Grønne Nabofællesskaber (Espergærde): Haverum på Espergærde Bibliotek
Med afsæt i Espergærde Biblioteks grønne arealer etableres et fællesskab omkring klimahandling, der kan begejstre, motivere og inspirere. Fællesskabet vil skabe mere farve og liv i de eksisterende græsarealer ved at plante blomstrende, længelevende og insektvenlige planter samt etablere ophold for mennesker. Med store glaspartier ud til området vil det være synligt for mange biblioteksbrugere, og der kan således inspireres yderligere ved at lave udstillinger foran vinduerne med relevant litteratur, tekster, information og lignende.
GRØNNEHAVE(erne): Et urbant nyttehavefællesskab
Projektet vil samle ti personer/familier, der hver især ønsker et stort højbed til at dyrke grøntsager i. Havefællesskabet vil øge fokus på bedre mad, lokale råvarer, permakultur og økologi, samt at skabe en grøn oase med liv, biodiversitet og fællesskab på et areal, som ellers står tomt og øde hen grundet jordforurening.
Helsingør Pigegarde: Bæredygtighedsprojekt
Formålet med dette projekt er at styrke et bæredygtigt forbrug i Helsingør Pigegarde ved at forlænge holdbarheden og genanvendelsen af Pigegardens udstyr gennem tre indsatser: 1) Årligt vedligehold og reparation af gardens hvide læderstøvler. 2) Reparation og omsyning af jakker og slag. 3) Systematisk vedligehold og reparation af instrumenter.
Hornbæk Private Børnehus: Hornbæks børn bytter
Hornbæk Private Børnehus vil bygge en offentligt tilgængelig byttestation med børnebøger, legetøj og andet børneudstyr uden for institutionen på Sauntevej, samt arrangere en række byttemarkeder. Formålet er at lære Hornbæks børn og forældre at bytte i stedet for at købe nyt og smide ud og på den måde både spare CO2 og lære glæden ved, at ting og tøj er pre-loved og har en historie.
Klimahave3000: Lær om Kompost-forløb
Igennem et workshopforløb skal de deltagende lære om forskellige komposteringsmetoder, samt få hjælp til selv at komme i gang i egne haver. Udstyr, der indkøbes til formålet, vil blive en del af en låneordning i fællesskabet omkring kompost. Den nye viden omkring komposteringsmetoder vil blive tilgængelig i Klimahaven til info for publikum via infoskilte og QR-koder.
Tikøb Borger- og Grundejerforening: I Tikøb er vi hoppet på den grønne gren
I Tikøb har borger- og grundejerforeningen et stærkt ønske om at få bynaturen til at spire og fællesskaber til at vokse ved at skabe rammer, hvor biodiversitet er i fokus. Vi ønsker at omdanne grønne arealer i lokalområdet til bosteder for insekter og fugle ved at plante blomster, buske og træer. Landsbyens institutioner, skole og foreninger inddrages i projektet, som skal tilvejebringes i et fællesskab.
Ulstrupparken Grundejerforening: Omlægning af græsareal til mere biodiversitet
Et mindre fællesareal ligger hen tilsået med udelukkende græs, og her ønskes en mere varieret beplantning. Formålet er at anlægge mere livsgivende blomster, buske og træer, som kan give næring til flere insekter og dermed mere fugleliv til området.